Hemmelige steder

Hemmelige steder
– når livet driller . . .

I 73 år har jeg indtil nu bevæget mig fremad på Livets landevej. Brede og smalle veje, sideveje, rundkørsler, lukkede veje, smutveje og sidespor. Nogle gange går det op, andre gange ned af bakke. Livets landevej er også stier, dyreveksler og hemmelige steder…

Sidst i 1950’erne tog min tvillingebror mig med til et hemmeligt sted. Vi var 8 år:
En dag hiver han fat i mig. Der er noget han vil vise mig. “Jeg har et hemmeligt sted”, siger han.

Jeg ved ikke rigtigt om jeg har lyst til at gå med ham.
“Jo, kom nu”, siger han, og jeg følger modvilligt med.
Han tager min hånd og trækker mig op gennem villavejene, forbi legepladsen og helt hen til det, der dengang hed Alderdomshjemmet. Den store bygning ligger ned mod Gentofte sø med en stor græsplæne og høje træer.

“Det er her”, siger min bror og skridter ind midt på græsplænen, sætter sig, vender sig mod mig og klapper i græsset.

“Kom nu, vi skal ligge ned”.

Jeg kommer, lægger mig ved siden af ham og forstår ingenting. En åben græsplæne er da ikke et hemmeligt sted?

“Se op”, siger han og vi kigger op i den sommerblå himmel med nogle få vat-skyer på.

“Ja, hvad er der med himlen?”

“Jo, kig op og når du trækker vejret ind, skal du trække himlen med ind i dig”, siger han.

Vi ligger side om side og trækker himlen ind et minuts tid, så har jeg fået nok:“Men himlen går jo ud igen, når jeg ånder ud”.

“Åh undskyld, jeg glemte noget”, siger min bror og fortsætter “når du trækker himlen ind, skal du ha’ åbne øjne, og når du puster ud, skal du lukke øjnene, for så bliver himlen derinde.
Vi prøver igen, kom . .”.

Så ligger vi dér. Åbne øjne – himlen ind. Lukkede øjne, puste ud. Igen og igen og igen. Langsomt mærker jeg, hvordan himlen breder sig i min krop, fylder den ud, bringer fred og fornemmelsen af, at jeg selv kan hente himlen ned på jorden. Vi ligger længe og trækker vejret sammen.

Bagefter siger min bror: “Du må gerne bruge mit hemmelige sted – også når jeg ikke er med!”

Min brors hemmelige sted, blev også mit sted – et vendepunkt i mit liv. Og uden at tænke over det, blev det måske også – hen ad vejen – et af mine livsmål?

For lige siden, jeg lærte at hente himlen ned på jorden, har jeg – alle de steder jeg har boet – fundet et hemmeligt sted i naturen, hvor jeg har kunnet gå hen og, ja, trække vejret, når livet driller.