Selvmål

Selvmål
– eller længe leve livet . . .

Jeg kan godt tænke selvmål når ens egne handlinger er hvad andre bør mene, pludselig bliver rettet mod mig selv, og man så mest af alt ligner et spørgsmålstegn!

Min bror og jeg projekterede formål, indhold og navn på denne hjemmeside igennem et par timelange workshops, hvor vi stillede bunkevis af spørgsmål, skrev på gule PostIt, og kom med lige så mange svar på hvad livsmål er, eller kan være. Vi talte og båndede samtalerne, med en forventning om at AI kunne skabe nogle guldkorn.

Der kom nogle gode svar eller guldkorn, vi var enige, selvfede og snakken fortsatte malerisk om det Livsmål ethvert menneske har/burde have. Lige indtil der blev spurgt ud i rummet:

”Hvad er jeres Livsmål?” – så larmede tavsheden højlydt med mærkbar stilhed.

Efter et selvmål skal der dribles ihærdigt for at komme på måltavlen igen. Min erfaring har lært mig, at for at se frem, må jeg først se tilbage, men jeg har også lært at kronologi hæmmer tankernes frie bevægelse. Med det i tankerne startede jagten på at nå ind til tidligere mål:

Jeg blev gift, det var vigtigt, men en nødvendighed var også at jeg blev friet til, hvilket jeg blev. Ansættelse på et trykkeri. Samarbejdet med min kone, om Tuxedo Tryk, Tuxedo Papir, Tuxedo Grafisk og Tuxedo Brugskunst og Gaver. Ufrivillig afvikling af trykkeri. Nyt job med grafisk eksport. Vores sølvbryllup, Covid-19. Min kones operation. Min kones død. Efterløn og udvidet frivillig aktivitet. Medvirken i TV, Sorglinjen, formandskab og til slut endegyldig folkepensionist.

Knap så hurtigt dannede der sig en række delmål og milepæle i mit indre efterhånden som kronologien alligevel indfandt sig. Længst væk øjnede jeg det som jeg nok nu må betragte som mit livsmål, nemlig livet.

Søren Brun fra Radiserne siger til Nuser: ”En dag skal vi alle dø”, hvortil den kloge beagle (Nuser) prompte svarer: ”Ja, men alle de andre dage skal vi leve”.

Jeg fik et kompas af min kone i timerne før hendes død. Med en lidt rystet, men dog fast, håndskrift, gav hun mig denne skrevne seddel: ”Jeg elsker dig”. Et kompas til brug i det liv jeg nu skulle til at leve alene.

I dag er det knap syv år siden min kone døde, en søndag med morgensol. Årene herefter har lært mig at livet har et helt andet skær fra morgensolen der aldrig før har været så klart. Et skær der viste mig kærlighed til mine medmennesker og en kærlighed til livet.

I tiden efter blev jeg overvældet af alle de indtryk jeg nu skulle til at bearbejde på egen hånd, men som også åbnede muligheder for mig, som at gå ind igennem åbne døre. Jeg evnede at tage imod den læring der kom i de nye rum jeg begav mig rundt i. Men med mit kompas i hånden, som jeg altid kan stole på, ville jeg ikke fare vild.

Så jeg havde jo et livsmål, da jeg fik spørgsmålet, jeg kunne bare ikke lige få øje på det for alle de delmål som fyldte i min horisont. At tale om selvmål var da vist bare en dumsmart bemærkning.

Før man går over vejen, bør man se sig både til højre og til venstre, og, som jeg nævnte, for at kunne se frem skal man også se sig tilbage. Til det kan jeg nu tilføje: og se indad.

Jeg vil leve livet som jeg ser det; med et håbefuldt ønske om altid at møde et andet menneske og bruge mit kompas.

Det er sådan mit livsmål er.